I found this old article from a Danish news paper that I did a year ago. The idea was that a journalist would come down to my gym and see what Crossfit was. I gave him simple exercises because of his age, injures and being out of shape. It turned out to become a very fun and exciting interview. It is in Danish, sorry folks, but you can always use Google translate if you want to read it.
Crossfit gør op med spejle, maskiner og steroider i råt havnemiljø med hammer og dæk
»Værs’go. Her er en spand. Hvis du giver dig fuldt ud, kan du få brug for den. Til gengæld honorerer vi alle, der brækker sig, med en gratis Crossfit T-shirt,« lyder det friskt fra cheftræner Peter Assentoft.
Journalistens ellers overskuelige fysiske udfoldelser har ligget stille næsten fire måneder. Et forvredet knæ i sæsonens sidste old boys-kamp er denne vintersæsons undskyldning.
Kroppen skriger på at komme i aktion igen. Cheftræneren, der har certifikat som Crossfit-træner, griber forhammeren og ruller traktordækket frem.
»Vi skal nok få dig gjort klar til skiferien, selv om seks uger er i underkanten. Men holder du ved et halvt års tid, rykker du forbi dine teenage-drenge. Vi får også styrket din skulder, så den ikke går af led igen,« lyder meldingen.
Opgør med spejl-kulturen
Journalisten kaster sig efter opvarmningen med forhammeren.
I venstre øjenkrog ligger en gammel medicinbold i læder. Den er formentlig fyldt med sand, som dem vi slæbte rundt med på de frosthårde grusbaner i januar i en halv meters sne på Fredensvang eller i Lyseng Idrætspark. Jo, det var før de velplejede kunststofbaner af tredje generation slog igennem.
»Crossfit er en græsrodsbevægelse, som i begyndelsen af 2000 slog igennem i USA. Den er et opgør med fitnesscentrene, lad os bare sige det direkte. Her er ingen spejle, her kan du komme i det tøj, du vil. Vi står ikke og falder i staver over os selv i spejlene. Når vi går ind i lokalet, så træner vi. Vi kan snakke bagefter,« siger Kåre Vincents Fisker.
Han er daglig leder af de 400 nyindrettede kvadratmeter ved indgangen til Århus Havn i Sverigesgade. Crossfit er en verdensomspændende træningsform på hastig fremmarch. Der findes et enkelt center i Odense og fire i København. Århus Crossfit så i efteråret dagens lys i Østergades teatersal. Nu står de nye lokaler klar. Næsten da.
»Vi mangler lige at få badefaciliteterne op. Der er ikke lagt vand ind i lagerhallen, så vi stiller et par skurvogne op ude på parkeringspladsen til en start. Det er lige i vores ånd,« siger Kåre Vincents Fisker.
Rå, ren og rummelig
»Til sommer tager vi en løbetur i skoven, havnens rå miljø passer godt til os. Vi står for at være rå, rene og rummelige. Vi taler om den rå motion, hvor vi går tilbage tilden funktionelle træning uden maskiner. Hele kroppen skal bruges og i form. Vi er rene, og der er ikke plads til steroider,« siger Kåre Vincents Fisker, der har 35 års baggrund i den danske motionsverden. Blandt andet inden for fitness.
»Vi har haft et par pumpede fittness-drenge på besøg. Efter 10 minutter sidder de ude i forhallen. Deres krop kan ganske enkelt ikke tåle vores træning. Rummeligheden er, at her kan alle komme, og der er plads til, at mændene råber og smider deres T-shirt. Kvinderne tæller dog 30 procent af vores klientel. Der er plads til alle.«
Bliv nu ved!
Journalisten kan næsten ikke hive sig i sine push ups – gode gamle armbøjninger. 10 minutter med skiftevis 10 armbøjninger og 10 knæbøjninger. Mindelserne om den gode gamle circuit-træning kommer op i den gamle skriverkarl – sammen med brækfornemmelsen.
»Godt, bliv ved! Hold ud – hold tempo,« lyder opmuntringen fra cheftræneren.
»I stedet for maskiner og løbebånd taler vi simple, funktionelle øvelser; En gymnastisk del, hvor kroppen arbejder. En vægtløfterdel med de gamle olympiske øvelser, hvor man bruger sin egen vægt. Og lærer at løfte rigtigt – og så godt gammeldags konditionsløb,« siger Peter Assentoft.
»Crossfit er for alle. Vi træner på hold, hvor mindre stærke løftes op af andre. Især brandmænd, soldater og aspiranter til politiskolen er fascineret af træningen,« siger cheftræneren.
Journalisten ønsker sig endnu en gang, at han holdt ved drengedrømmen om at blive brandmand. Så havde formen været en anden. Men lad os tales ved om seks uger.
